Velkommen til Olympia Vandre- og cykelklub

Rejsen til verdens ende

Det var en vandretur med gode venner til El Camino, der inspirerede Anders Gerhardt til at starte klubben i august 2019. 

Rejsens mål var Fisterra, som er en mindre by ved Atlanterhavskysten i det Nordøstlige Spanien. Fisterra betyder verdens ende og vejen dertil ender brat i en høj klippe med en fantastisk udsigt over havet så langt øjet rækker. Det er let at forstå, hvorfor folk i middelalderen troede, at verden sluttede her. Turen går gennem enestående smuk natur, og man passerer små landsbyer med brostensbelagte veje, kampestenshuse og beboere, som dyrker jorden og holder kvæg med hjælp fra hele familien. Man oplever virkelig en underlig rolig fornemmelse på et sted, hvor tiden har stået stille i århundreder. Det gjorde et varigt indtryk på os normalt travle Københavnere. 

En vandretur kan bare noget helt særligt. Krop og sjæl nærmest renses for hvert skridt. Bevægelse i smukke omgivelser er helt enkelt godt for kroppen og sundt for sjælen.

Professor Bente Klarlund, overlæge på Rigshospitalet påpeger, at man forbrænder lige mange kalorier uanset, om man går eller løber 1 kilometer.  En naturlig og nem måde at holde formen.

Hyggelige samtaler og samværet er også vigtigt. Under vores vandreture taler vi om helt almindelige hverdagsemner og udfordringer, ofte om nye ruter og rejser til udlandet, og humøret er altid godt bagefter. Sagt med Søren Kierkegaards berømte citat:”Jeg kender ikke dét problem, som en gåtur ikke kan lægge bag sig”.    

De fleste i klubben er omkring  50 år, stadig aktive og med børn, der er flyttet hjemmefra. Har du lyst til at deltage, skal du bare møde op næste søndag kl. 10.00 ved Søgård i Bagsværd. Det koster kun 40 kr. om måneden. Hvis du ikke har lyst til at være medlem, men bare gå med af og til, koster det 20 kr. pr. gang. Håber vi ses.