Velkommen til Olympia Vandre- og cykelklub

El Camino

Vores planlagte tur til El Camino den 24. maj 2020 udskydes på grund af Corona krisen, men vi er klar, så snart det igen bliver muligt.

Rejsens mål er Santiago de Compostela, der ligger i det Nordvestlige Spanien. Byen er hovedstaden i den selvstyrende region Galicien og har 95.000 indbyggere. Den smukke katedral med apostlens Skt. Jakobs den Ældres grav har tiltrukket pilgrimme siden middelalderen. 

Vandreturen fra Sarria til Santiago de Compostela er på 118 km fordelt på 7 dage og 6 overnatninger på små og pæne hoteller eller pensionater. Ekstra bagage transporteres med taxa fra by til by mod et mindre tillæg.  Distancen er sidste del af Camino Frances som kvalificerer til det officielle Santiago certifikat.

Rejsen starter typisk en søndag og slutter følgende lørdag. Vi booker turen gennem et rejsebureau. Prisen er ca. 3.800 kr. inklusiv morgenmad, men uden flytransport. Fly fra Kastrup til Santiago Lufthavn, eksempelvis med stop i Madrid, koster ca. 1.500. tur/retur. 

Ruten er flad og uden nævneværdige stigninger (sværhedsgrad 2). Distancerne per dag er 24/24/28/30/12 km. Dagsruten tilbagelægges i løbet af 6-8 timer med spisepause og hvil efter behov. De fleste kan gå længere, end de tror. 

Naturen er enestående smuk. Undervejs passerer vi små byer, hvor det virker som om, tiden har stået stille i århundreder. Der er masser af hyggelige pitstop undervejs. Er du træt en dag, så er taxa billig i Spanien.